Byrådsarbejdet er blevet mere tidskrævende siden valget i 2017. Det oplever to ud af tre medlemmer af kommunalbestyrelserne, viser ny måling fortaget af NB-Kommune. Corona har været en tidsrøver i mange kommunalbestyrelser, vurderer forsker.
Det sluger mere tid at sidde i et byråd nu sammenlignet med begyndelsen af valgperioden for snart fire år siden. Den oplevelse har to ud af tre byrådsmedlemmer, viser en ny rundspørge foretaget af NB-Kommune.
At byrådsarbejde kan tage meget tid, kan Søren Frandsen (SF) tale med om. Han sidder i kommunalbestyrelsen i østjyske Favrskov Kommune.
– Mængden af materialer er overvældende. Der kan jo samlet set være to-tre tusinde sider til gennemlæsning før et byrådsmøde. Det har man jo ikke en jordisk chance for at sætte sig ind i, siger Søren Frandsen til NB-Kommune.
Det er svært at få øje på en objektiv grund til, at byrådsarbejdet skulle være blevet mere tidskrævende i løbet af denne valgperiode, som byrådsmedlemmerne hævder. Det vurderer Roger Buch, som er kommunalforsker og forskningsleder ved medieuddannelsen DMJX. Han har dog en mulig forklaring:
– En forklaring på byrådsmedlemmers oplevelse af øget tidsbrug kan dog være, at corona har udløst et hav af nye opgaver i form af ting, der skulle udføres og revurderes.
Søren Frandsen fra Favrskov har et råd til lokalpolitikere for at få døgnets 24 timer til slå til:
– Mit råd til byrådsmedlemmer er, at de skal være meget realistiske med, hvor meget tid de ønsker at bruge på arbejdet. Man skal næsten have et indre stopur, så man stopper, når man har brugt den tid, man har afsat, siger Søren Frandsen.