I flere kommuner landet over er det forberedende arbejde for at fremme valgdeltagelse ved kommunal- og regionalvalget gået i gang.
“Stem med” lyder sloganet i den landsdækkende kampagne, som KL, Danske Regioner og Indenrigs- og Boligministeriet har lanceret sammen, og det farvede kryds med det inviterende slogan kommer vælgerne også til at møde i mange af landets kommuner op til kommunal- og regionalvalget den 16. november.
I Randers Kommune synes man det er en god idé i at tage udgangspunkt i det landsdækkende kampagnemateriale. Idéen om fællesskab vil kommunen bruge aktivt ved blandt andet at inddrage ungdomsuddannelserne og foreningslivet.
– Vi er meget optagede af at bidrage til at skabe den bevægelse, som kampagnematerialet også opfordrer til. At vi alle sammen er sammen om at stemme. Det handler om fællesskab, og det er i den grad noget, vi synes, vi kan bruge, siger Karen Balling Radmer, kommunikationschef i Randers Kommune.
Valgdeltagelsen på landsplan til kommunalvalget i 2017 var på 70,8 pct. Målet med at lave en kampagne igen i 2021 er at fastholde og måske endda styrke den høje valgdeltagelse. Kampagnens formål er desuden at vise mangfoldighed, så mange forskellige aktører og ikke mindst de 98 kommuner, kan invitere så mange borgere som muligt til at deltage i valget. Særligt gennem en stærk tilstedeværelse på tværs af alle de kommunale digitale platforme, men også gennem en stor synlighed i gadebilledet og en lang række lokale valgaktiviteter i kommunerne, bliver der sat fokus på et vigtigt valg med afgørende betydning for borgernes hverdag.