Af: Ali Aminali
Radiovært, forfatter og borgerlig
Jeg stemmer (nok) borgerligt, men aner ikke, hvad jeg får retur. Det er den oplevelse, jeg har siddet tilbage med, siden Folketinget kom i gang igen efter coronakrisen.
For hvad er det egentlig, de borgerlige partier vil med Danmark? Hvad er deres visioner og mærkesager? Jeg ved det ikke, for det, de borgerlige mest fokuserer på, er at påpege, at Mette Frederiksen er ond, Barbara Bertelsen er magtliderlig, og at maskineriet er så politisk påvirket, at selv rigsadvokaten ikke kan stoles på.
Jeg kan godt forstå, hvorfor de borgerlige partier vil have svar, kræver at folk bliver stillet til ansvar, og at embedsværket skal kigges efter i sømmene. Så ja, der er virkelig meget at kritisere. Men det er ideologisk og visionært fattigt, hvis det, der p.t. samler de borgerlige partier er magtkritik og en »Mette er ond«-retorik.
Ærligt talt, er det værre end det. Det er et klart bevis på, at de borgerlige partier og deres folketingsmedlemmer stadig ikke har formået at løfte sig op efter det socialdemokratiske uppercut, de fik i 2019. Det fik de, fordi Socialdemokratiet og venstrefløjen gik til valg på en klar og simpel retning for Danmark. En retning, som alle danskere, om de kunne lide den eller ej, forstod og kunne forholde sig til.
Tilbage stod de borgerlige og lovede hinanden, at nu skulle der visioner på bordet. Der skulle udvikles politik, og danskerne skulle have et alternativ. Nu står vi her i 2022, og jeg kan ikke pege på en vision fra det borgerlige Danmark, som er nyskabende og visionær. Undskyld mig, men hvad hulen er det, der foregår i den blå bloks baghave? Hvorfor er det så svært for Søren Pape Poulsen, Jakob Ellemann-Jensen og co. at fremlægge bare tre visioner, som viser os, hvad landet skal bevæge sig hen imod?
Det, jeg ikke forstår, er, at jeg ofte har borgerlige politikere i studiet i mit program »Alis Fædreland«, og da har de ikke svært ved at tænke visionært. Især ikke i forhold til de samfundspolitiske emner, som danskerne er optaget af. Når jeg forsøger at få svar på emner som socialpolitik, psykiatri, folkeskolen, jobcentrene, indvandringen/udlændingepolitik, så er der ikke det store problem med at fortælle, hvad man drømmer om. Men når partiformændene tager ordet, når Facebookopslagene smækkes op, og når spørgsmålet kommer i forhold til, hvad de vil med Danmark, så handler alt om, at »Mette er ond«, reform for reforms skyld og Barbara Bertelsen.
Derfor står jeg tilbage med en frustration og håbløshed i forhold til at have en blå regering i fremtiden. Og det er deres egen skyld. For det er, så vidt jeg husker det, første gang, de borgerlige har set så ideologisk og visionært fattige ud. Alt er blevet enkeltsager, brok og mistillidsretorik. Noget andet mærkværdigt er, at der nu er blevet plads til små konspirationsteoretiske forståelser af, hvad der er op og ned. Som borgerlig burde man værne om retsstaten, om maskineriet og afvise konspirationstænkning.
Det burde være nemt for Søren Pape Poulsen, Jakob Ellemann-Jensen og co. Mange danskere har mistet tilliden til regeringen og støttepartiernes ageren. Men i stedet for at tage arbejdstøjet på, tænke visionært og fortælle os danskere, hvilken retning de borgerlige partier VIL, råber de op om rigsret, minkskandale og embedsværket.
Jeg skriver ikke det her, fordi jeg bare vil slå på de borgerlige. For guds skyld, jeg er selv borgerlig, men denne fattige version af borgerlighed skal stoppe. Det er nu, chancen er der. Og hvis man ikke kan gribe den nu, fortjener man heller ikke magten.