Af: Carina Ohm
Head of Climate Change and Sustainability Services, Partner, EY Danmark
For 13 år siden arbejdede jeg i Erhvervsministeriet med forberedelsen af COP15. Dengang havde vi besøg af den amerikanske debattør og provokatør Thomas Friedman, som rejste rundt med tanken om at suspendere demokratiet for en dag i den gode sags tjeneste. Tænk hvis vi kunne kortslutte de modsatrettede interesser gennem total regulering og alle marchere i takt i den rigtige retning. Kunne vi lige snuppe en rask dag som diktatur?
Tanken er måske endnu mere relevant i dag. Selvfølgelig ikke som en realistisk, farbar eller attraktiv styringsmodel, men som en drøm om pludselig, konsekvent og reel handling. Som et billede på et formålsdrevet sæt af beslutninger og handlinger, der radikalt fremmer bæredygtigheden i bredeste forstand.
Det korte af det lange
Det er selvfølgelig blot tankespind, men min oplevelse er, at mange ledelser står i nogle dilemmaer, der gør Friedmans tankeeksperiment relevant. Politisk set er mange stærke fortalere for en betydelig beskatning af CO2-udledning, fordi den vil skabe ordentlige business cases ude i virksomhederne for bæredygtige beslutninger. Men må det koste de mest CO2-udledende danske virksomheder deres liv og førlighed? Det politiske valg handler om, hvor ondt det må gøre på den korte bane for at gøre godt på den lange bane.
Vi kender dilemmaerne ude i virksomhederne. Det giver som bekendt ikke den store mening at have tonsvis af visioner for næste årti, hvis vi må dreje nøglen om i morgen, fordi vi glemte at tjene penge i dag. I en nøddeskal er det forskellen på management eller lederskab. Vi skal finde balancen mellem at justere, optimere og gøre det lidt smartere på den ene side, og så at skabe en anderledes fremtid med modige beslutninger, som ændrer produkter, forsyningskæder og kundeoplevelser på den anden side.
Laviner af nye krav
Til daglig arbejder jeg med at hjælpe virksomheder med at forstå den kommende regulering i retning af bæredygtighed. Ikke kun på CO2- og klimaområdet, men på hele paletten af krav til Environment, Social og Governance (ESG). Og lad det være sagt med det samme: Det er en rivende udvikling, der er i gang. I mit team må vi bruge mange ressourcer bare på at holde os opdaterede. Vi står over for en lavine af nye krav og rammer, som kommer til at skabe en ny styringsmodel ude i virksomhederne. En ny bundlinje.
For få år siden var miljø, klima og bæredygtighed en parentes i årsrapporten og et mindre feel-good-indslag i virksomhedernes pulserende hverdag. Det lå på siden af den faktiske drift, det hed CSR og var cirka lige så højt prioriteret som den ugentlige frugtkurv til medarbejderne.
Bang-for-the-buck
Billedligt talt står vi nu et lille stykke oppe ad bjerget og kigger på stadigt voksende stigningsprocenter og med sne og helt andre vejrforhold på en top, som er indhyllet i tåge og skyer af uvished. Indtil videre må vi rådgive virksomhederne til at sætte ind, hvor det giver mest bang-for-the-buck. Ingen er perfekte, og derfor skal der arbejdes med det vigtigste først. Både i et udefra-og-ind-perspektiv: Hvilke ændringer af klimaet, lovgivningen, arbejdskraften og samfundet i det hele taget får størst indflydelse på os? Og i et indefra-og-ud-perspektiv: Hvor har vi selv størst samfundsmæssig betydning og indvirkning?
Og der er mange konkrete dilemmaer, som virksomhederne står med. Måske har vi produkter i sortimentet, som er langt mere bæredygtige end andre, men de er også dyrere. For kunderne er prisen stadig en meget afgørende parameter, og de vælger oftest det billigste. Kan vi sige ’nej tak’ til den efterspørgsel i bæredygtighedens navn? Hvilket supermarked bliver det første kødløse supermarked og risikerer dermed, at kunderne går andre steder hen?
Personligt tror jeg, at vi har brug for mere vildskab og mere lederskab i virksomhederne. Bæredygtigheden kræver det. Men vi behøver ikke diktatur og ensretning for at finde handlekraften. Vi kan godt selv.