I skyggen af den heftige debat om Arne-pension er det gået under radaren, at antallet af personer, der pensionerer sig for egne penge, er steget med mere end 11.000 de sidste par år. Det skriver cheføkonom i HK, Ole Just, i et debatindlæg i FINANS mandag.
På det sidste er der igen blevet fyret godt op under debatten om tidlig pension. Knap 7.300 har i første halvår af 2022 gjort brug af retten. En del kommer fra beskæftigelse, en del fra bl.a. efterløn. Det er dog Beskæftigelsesministeriets forventning, at tidlig pension vil trække knap 10.000 ud af arbejdsmarkedet i 2025, og det er mere det tal, som er i fokus.
Knap så megen opmærksomhed har det fået, at markant flere pensionerer sig for egne penge. Fra januar 2019, hvor pensionsalderen for første gang i en menneskealder blev sat op, er antallet af selvpensionerede i alderen 60-66 år steget med 11.300 personer til 21.900.
Men ikke alle har råd, påpeger Ole Just, i sit debatindlæg.
Det kræver som regel en betydelig pensionsopsparing at trække sig tilbage for egne penge før pensionsalderen. Det er en god løsning for dem, der kan, men det er langt fra alle, der gennem arbejdslivet har kunnet spare nok op i pension til, at det reelt kan lade sig gøre.
Retten til tidlig pension er netop målrettet dem, der har bidraget i mange år på arbejdsmarkedet, men som ikke har råd til selv at kunne gå før tid.
Men mens det politisk set er ukontroversielt, når folk vælger at pensionere sig selv, fordi det sker for egne midler, får tidlig pension helt andre protester med på vejen. Det på trods, af at effekterne på arbejdsudbud og BNP er de samme, uanset om man forlader arbejdsmarkedet for egen pensionsmidler eller går på tidlig pension, skriver cheføkonomen.
Der er fortsat store forskelle i levetiden for forskellige uddannelsesgrupper. Middellevetiden for 40-årige mænd og kvinder med ufaglært baggrund er 6-7 år kortere end for dem med en lang videregående uddannelse. Ordninger som f.eks. efterløn og tidlig pension er afgørende for at sikre balancen mellem arbejdsliv og pensionstilværelse på tværs af uddannelse.
Så det er godt nyt, at en Gallup-undersøgelse i Berlingske forleden viste, at tidlig pension nyder stor opbakning i befolkningen, mener Ole Just.
Venstre er efterfølgende vendt på en tallerken og vil nu ikke længere afskaffe ordningen. Det andet store borgerlige parti og den mulige regeringspartner Konservative holder dog fast i, at den skal væk, så usikkerheden hænger ved.
Af: Jan Hagsholm, redaktør, Debatsiderne.