Bliv klar til kommunalvalg med journalist, musiker, entertainer og radiovært Torben Steno og hans niece – tidligere lokalpolitiker, stemmesluger, politisk rådgiver og foredragsholder Maria Steno.
Den første synes, kommunalpolitik er dødssygt. Den anden elsker det. Sammen tager de os med ind i bag facaden på rådhuset, når de to tager temperaturen på det lokale demokrati. Torben Steno undrer sig over de kommunefarvede bykonger og farveløse valgslogans, mens Maria Steno er dybt seriøs i sin hyldest til det kommunale selvstyre.
I et humoristisk talkshow diskuterer de to meningen med de danske kommuner og kvaliteten af de politiske ledere. De ser på niveauet i den lokale debat, hvor alle vil have mere og ingen vil have konflikt, og de tager store og små mærkesager under kritisk og kærlig behandling. Kun en ting er de enige om: du skal bruge din stemme til kommunalvalget!
Efter talkshowet er der en paneldebat med aarhusianske byrådspolitikere. Debatten modereres af Steno & Steno.
Deltagere i paneldebatten:
Fra Socialdemokratiet: Borgmester Jacob Bundsgaard
Fra Radikale Venstre: Byrådskandidat Metin Aydin
Fra Det Konservative Folkeparti: Borgmesterkandidat Steen Stavnsbo
Fra Socialistisk Folkeparti: Rådmand Thomas Medom
Fra Enhedslisten: Spidskandidat Laura Bryhl
Fra Venstre: Venstres kandidat er blevet forhindret – vi afventer annoncering af ny deltager fra partiet.
Om Torben Steno
Torben Steno er kendt fra programmet Cordua & Steno fra Radio 24-7 og senere Berlingske. Han er flittigt benyttet som moderator og debattør på Folkemødet og ved lignende arrangementer. Har tidligere været vært og tilrettelægger på en lang række Radio og TV-produktioner i DR. Torben er desuden nattevagt på Radio 4 og musiker med mere i bandet ”Pligten Kalder”.
Om Maria Steno
Maria Steno er selvstændig politisk rådgiver og foredragsholder. Hun arbejder både for kommuner og foreninger. Bl.a. har hun de sidste år holdt en række foredrag og kurser i kommunalpolitik for foreninger og borgergrupper over hele Danmark. Maria Steno er forfatter til bogen: Lokal Lobbyisme – Sådan får du Indflydelse i kommunen fra 2017. Derudover skriver hun fast om ledelse og kommunalpolitik i avisen Kommunen. Maria Steno blev valgt som Danmarks yngste kommunalpolitiker i 1997 og stoppede den politiske karriere ved sidste kommunalvalg efter 20 år som folkevalgt i Birkerød og senere Rudersdal kommune. Tidligere har hun været partner og direktør i kommunikationsbureauet Geelmuyden Kiese.