Af: Kim Beyer, Cand.scient.pol.
Politisk kommentator, Debatsiderne
Det Radikale Venstre og Socialdemokratiet har en lang tradition for et langt mere fornufts, end kærlighedsbaseret samarbejde, der ofte har ført til fælles regeringer. Senest var det i perioden 2011-15, hvor Helle Thorning-Schmidt sammen med Mette Fredriksen, som bl.a. beskæftigelsesminister, skulle forsøge at holde sammen med de Radikale – og undervejs også SF. De Radikale under ledelse af Margrethe Vestager fik presset en række økonomiske reformer igennem og samtidig insisterede de på en blød værdipolitik, hvilket førte til dybe konflikter, de to partier imellem.
Fast forward til nutiden. De Radikale blev ikke inviteret med i regering i 2019, og Mette Fredriksen har kørt sit politiske projekt med hård hånd og relativ stor succes – lige indtil minkkommissionens rapport udkom med alvorlig kritik af den ulovlige lukning af minkerhvervet i forsommeren.
Konsekvensen blev fra de Radikales side, at de valgte at forlange, at statsministeren udskriver valg, senest ved Folketingets åbning, den 4/10! Det kan ikke ses som andet end en alvorlig mistillidserklæring til Mette Frederiksen, og truslen går således også på at erklære statsministeren mistillid den 4/10, hvis valget ikke er udskrevet der.
Til gengæld ser de Radikales leder Sofie Carsten Nielsen sig selv og sit parti efterfølgende indgå i et regeringssamarbejde med Socialdemokratiet! Det må objektivt betragtet kaldes noget af en udfordring for de to partier at skulle indgå i et tillidsfuldt regeringssamarbejde, efter de Radikale de facto har væltet den Socialdemokratiske regering!
Men som om, det ikke er skulle være rigeligt drama, så valgte de Radikale i forbindelse med deres sommergruppemøde at lancere en reformpakke, der skal sænke skatten og få flere danskere væk fra passiv forsørgelse og over i et job og derved selvforsørgelse. Den slags appellerer meget klart til blå blok, men vil givetvis blive mødt med hovedrysten og afvisning i rød blok.
Situationen er nu derfor den, at Socialdemokratiets normalt meget stærke og ret selvkørende leder, er blevet mødt med en endog meget klar udfordring fra den politiske lillesøster (i mandatmæssig forstand), hvilket uden at overdrive kan beskrives som en krigserklæring mod Mette Frederiksens politiske projekt, hvor reformer er et fyord og de Radikales klassiske vage udlændingepolitik ses som et politisk problem ift. at hive nationalkonservative vælgere over hækken fra blå blok.
Problemet synes at være forstærket af, at Inger Støjbergs nye parti, Danmarksdemokraterne, rent faktisk virker til at kunne tiltrække de vælgere fra Socialdemokraterne, som rykkede balancen i rød bloks favør ved valget i 2019.
De Radikales krav til valgudskrivelse senest den 4/10 kombineret med deres nye reformudspil, der kan læses her https://www.radikale.dk/
Til gengæld synes Mette Fredriksens tidligere så store genvalgschancer at fortone sige i de Radikale tåger, med mindre statsministeren kan komme med et genialt modtræk til de Radikales mildest talt yderst kække positioneringsudspil.
Det ser ikke nemt ud lige nu for Mette Frederiksen, men det gør kun det politiske spil mere interessant – og lad os nu heller ikke glemme, at de Radikales hede drømme om en midterregering heller ikke synes særligt realistisk i al fald i et historisk perspektiv. Men ros til de Radikale for at gøre sig selv uendeligt meget mere interessante i dansk politik, end de har været siden 2015,.
Men husk blot på, at når man flyver højt, kan man risikere at falde dybt og slå sig alvorligt efterfølgende.