Debatindlæg af regionsrådskandidat Gitte Færgemann (S) og folketingskandidat Iben Sønderup (S)
Pas bedre på de pårørende – så de ikke bliver til patienter!
Det er velkendt, at psykiatrien i Danmark er under pres. Det skyldes både mangel på økonomi og mangel på personale. Alene i Region Midtjylland mangler der i flg. de seneste tal omkring 40 psykiatere. Det går ud over både patienter og pårørende. En undersøgelse fra 2018 viste, at 58% af lægerne mindst en gang om ugen måtte udskrive psykiatriske patienter fra hospitalet, før de var raske, fordi der manglede plads til nogen, der var endnu mere syge. Og selv om regeringen siden 2020 har afsat 600 mio. årligt på Finansloven til at styrke psykiatrien, er der stadig meget at gøre.
En gruppe, der også rammes af manglerne i psykiatrien, er de pårørende. Vi var til film- og debataften på Randers Bibliotek, hvor de viste filmen ”De pårørende”. En hudløst ærlig dokumentar, hvor en gruppe pårørende fortæller om de voldsomme oplevelser, de har, når deres allernærmeste rammes af psykisk sygdom. Nogle af gruppen af de pårørende var selv til stede ved aftenens film og debat, og der var således mulighed for at stille uddybende spørgsmål. Vi var taget med som politikere for at høre, hvad de pårørende mener, vi bør bringe ind til bordet i vores parti.
”Som pårørende har man mange roller,” fortalte en mor til to psykisk syge børn. ”Man er socialrådgiver, sygeplejerske, læge, lærer – udover at være mor.”
De pårørende er dem, der altid er der, når de sociale tilbud i kommunen holder lukket. Det kan være utrolig opslidende.
Et forældrepar fortalte, at deres datter var så syg, at hun var konstant selvmordstruet, skar sig selv eller gjorde skade på sig selv på andre måder. Og hvor stressende det er, når man aldrig kan vide sig sikker på, hvad den næste telefonsamtale bringer. Eller om det nogensinde bliver bedre.
De sagde også, at man som pårørende har utrolig meget brug for, at ”systemet” rækker ud. For når man selv står midt i kaos, ved man ikke altid hvad man har brug for. Og så er det vigtigt, at nogen rækker ud og griber en.
”Hvis man ikke bliver bedre til at passe på os pårørende, så skaber man blot flere patienter,” påpegede de, med henvisning til, at de selv havde været langtidssygemeldt ad flere omgange som følge af den store belastning, det er at være forældre til en selvmordstruet datter.
I 2014 udgav Socialstyrelsen første gang ”Koncept for systematisk inddragelse af pårørende”. Men aftenens oplevelser med de pårørende gav indtryk af, at der er sket alt for lidt på det område, til trods for, at undersøgelser viser, at inddragelse af de pårørende kan forebygge nye indlæggelser af psykiatriske patienter.
Vi ser meget frem til regeringens kommende 10 års plan for psykiatrien. Og vi vil selvfølgelig viderebringe vores indtryk fra aftenens debat til relevante nøglepersoner i Socialdemokratiet, både lokalt og nationalt. De pårørende er den store tavse gruppe, som løfter en vigtig opgave. Dem kan vi ikke undvære. Og vi skal forebygge, at de selv bliver patienter.