Dansk politik har brug for flere talenter.
Sådan lyder det fra Tommy Ahlers, den ene af initiativtagerne bag nystiftede Demokratifronten, som mener, der er akut behov for flere folk, der vil engagere sig i det parlamentariske demokrati, og også selv vil tage det afgørende spring til at blive politikere.
– Ellers vil vores repræsentative demokrati visne, lyder det fra Ahlers.
Ud over Tommy Ahlers er medstifterne af Demokratifronten Olav Hesseldahl, Martin Lidegaard, Iben Kiilerich Krog, René Christensen, Maria Reumert Gjerding, Soma Mayel, Louise Gade, Villy Søvndal, Kirsten Brosbøl, Sigge Winther Nielsen og Connie Hedegaard.
– Vi har stiftet foreningen Demokratifronten, der er etableret af en kreds af nuværende eller tidligere folkevalgte fra syv forskellige partier, der alle har placeret de partipolitiske kårder i våbenhuset, for i stedet at gå sammen om at styrke demokratiet. Vi vil sammen invitere endnu flere danskere fra erhvervslivet, fra civilsamfundet og foreningsdanmark, fra den offentlige sektor – ja, så mange talentfulde og dedikerede mennesker som muligt – med i vores repræsentative demokrati, siger Tommy Ahlers.
Demokratrifronten har en mission om at tiltrække unge talenter til dansk politik. Det skal ske gennem en uddannelse på Det Politiske Akademi, som Demokratrifronten netop har søsat. Han håber at kunne være med til at ændre måden, dansk politik tænkes på, og måden, politikerne prioriterer på.
– Dansk politik er for vigtigt til kun at overlade til politikere, siger han.
Den lidt kryptiske udtalelse dækker over, at dansk politik ifølge ham mangler mere end bare nye talenter. Der mangler også diversitet. Og vigtigst af alt mangler dansk politik dedikerede mennesker, som vægter det at gøre en forskel for Danmark højere end at gøre karriere.
Sådan er det ikke for mange politikere, lyder det fra Tommy Ahlers, og han tilskriver måden, mange kommer ind i dansk politik på, en del af skylden for det.
Indgangsvinklen til dansk politik har for mange af landets nuværende politikere – og i særdeleshed den siddende regering – været medlemskab at et af de respektive ungdomspartier.
Det er der – som sådan – intet galt i, men problemerne opstår, fordi der så efterfølgende kan tegnes en lige linje fra ungdomsorganisationernes top og ind på ministerkontorerne – og så lige med et kort stop på statskundskab undervejs.
– Det har den konsekvens, at politikerne ofte tænker på deres egen karriere og partiet, før de tænker på, hvad der er bedst for Danmark. Vi vil gerne gøre det anderledes. Politikerne skal i stedet have Danmark først, og så kan de tænke på partiet og dem selv, siger Tommy Ahlers.
Tommy Ahlers håber, at Det Politiske Akademi og folkene bag Demokratifronten kan være med til at skubbe til forståelsen af, hvad det vil sige at være politiker. For ham behøver det nemlig ikke nødvendigvis at være lig med et livslangt embede.
I stedet ser han en fordel i at få voksne mennesker ind i Folketinget, der først har skabt sig en karriere, som de så efterfølgende vil vende tilbage til.
– Vi vil gerne skubbe til fortællingen om, hvad det vil sige at være politiker. Det er helt fint, at man kommer ind og er med i fire år. Det vil så være fire år, hvor man har gjort alt for at skabe noget forandring. Vi ser det i virksomheder, og sådan kan det også være i politik, lyder det fra Tommy Ahlers.