På lederplads i Berlingske torsdag den 30. juni, skriver chefredaktør Mette Østergaard:
Det er en sønderlemmende og historisk kritik, der i dag har ramt regeringen og en lang række af landets højest placerede embedsmænd.
Ti topembedsmænd – herunder tre departementschefer og rigspolitichefen – er skyldige i pligtforsømmelse og tjenesteforseelser i en sådan grad, at Minkkommissionen mener, at det offentlige skal drage dem til ansvar. Statsminister Mette Frederiksen er skyldig i grov vildledning, og Mogens Jensen – ja, hans forklaring var åbenbart mere loyal end lovlig. Minkkommissionen har forkastet den og dermed stemplet den tidligere minister som løgner.
Det var forventet, at kritikken ville blive hård, men det ligner nu en underdrivelse. Det er beskæmmende, at der åbenbart er indtruffet et kollektivt nedbrud blandt de mennesker, som vi anser for at have mest erfaring, flest kompetencer og størst ansvar her i landet. At embedsmændene ikke har været i stand til at stoppe op gøre deres pligt, er rystende. Tænk, at det skulle ske i Danmark, at departementschefen i Statsministeriet, departementschefen i Justitsministeriet og rigspolitichefen samt syv andre ledende embedsfolk nu sandsynligvis bliver enten fyret eller suspenderet, mens staten søger at drage dem til ansvar.
Det er både et granatchok og et blodbad, der i dag har ramt embedsværket. Og det er en dom over det politiske embedsværk, som regeringen ønskede, da den helt åbent erklærede et opgør med embedsvældet.
Men den største skandale kan meget vel blive, at de, der er disse embedsmænds arbejdsgivere – regeringen – ikke drages til ansvar.
Enhedslisten, der normalt kerer sig om retsstaten, logrer nu med halen i håbet om fortsat indflydelse og siger i sine første reaktioner, at de ikke ser grund til at undersøge det politiske ansvar. Dermed freder de reelt Mette Frederiksen for en rigsretssag.
De hænger deres hat på, at ulovlighederne ikke skete med vilje i juridisk forstand. Men må man ikke kunne kræve af en statsminister, der træffer så vidtrækkende en beslutning som at aflive alle mink, at hun tjekker, at beslutningen faktisk er lovlig? At hun har om ikke et retligt så et politisk ansvar? Også selv om vi stod midt i en pandemi, som kommissionen affejer som en mulig undskyldning for hastværk.
Kommissionens medlemmer har IKKE haft mandat til at vurdere, om politikerne har handlet strafbart. Men de har vurderet, at ti embedsmænd, der har arbejdet tæt sammen med regeringen i sagen, har handlet på en måde, så de skal drages til ansvar. Den eneste logiske konsekvens burde være at få en uvildig advokatundersøgelse af regeringens ansvar, sådan som de borgerlige partier ønsker.
Men egentlig burde det ikke være nødvendigt. For hvis vi havde en anstændig regering, var den gået af, helt af sig selv. Hvis vi havde en regeringsleder, som ikke sparkede nedad for at klynge sig til magten, så havde Mette Frederiksen selv draget konsekvensen og trukket sig.
Sådan som Poul Schlüter trak sig efter Tamilsagen, da skandalen blev for stor.
I respekt for retsstaten og folkestyret.
Men det har vi ikke. Vi har en statsminister, som gerne centrerer magten omkring sig selv, lige indtil den dag, hvor ansvaret skal tages for fejl. Så holdes ansvaret ud i strakt arm og tørres af på embedsmændene. Det er den sande skandale.
Når ikke statsministeren selv har format til at træffe beslutningen, burde støttepartierne stille et mistillidsvotum for at statuere et eksempel om, at sådan kan magt ikke udøves her til lands. Det ville være at tage et anstændigt politisk ansvar.
Se Berlingskes leder her i sin helhed.