I denne uge kom en dyster prognose fra Det Økonomiske Råd, som vurderer at beskæftigelsen i Danmark vil falde med cirka 100.000 personer de kommende år, og at væksten vil gå i stå.
Men hvis man kigger godt efter i vismændenes rapport, er der måske alligevel grund til optimisme, mener formand for Arbejderbevægelsens Erhvervsråd (AE) og professor på Aarhus Universitet, Michael Rosholm. han peger på, at vismændene i rapporten argumenterer for, at udbuddet af arbejdskraft kan være større, end man forudsætter med. Den hidtidige højkonjunktur kan nemlig have forbedret de underliggende strukturer på arbejdsmarkedet.
– Der bliver talt rigtig meget om arbejdsudbudsreformer, men faktisk står vi på lidt af en guldgrube med mulighed for at udvide arbejdsstyrken varigt. Men det kræver en aktiv indsats at fastholde dem, vi har fået med. Det vil gavne både samfundet og ikke mindst arbejdsgiverne, der skriger på arbejdskraft, lyder det fra Michael Rosholm, formand for AE-rådet.
I rapporten fra Det Økonomiske Råd understreges det, at faldet i beskæftigelsen kommer fra et meget højt udgangspunkt, hvilket er vigtigt at huske på. Aktuelt ligger det såkaldte beskæftigelses-gap, som viser forskellen mellem den faktiske og den strukturelle beskæftigelse, fire procent over det strukturelle niveau. I 2024 vil beskæftigelsen ifølge vismændene være én procent under det strukturelle niveau.
Faldet i beskæftigelse vil altså betyde, at man kommer tilbage til et mere ‘normalt niveau’. Men det vil formentlig være dem, der historisk har været på kanten af arbejdsmarkedet, der risikerer at falde først ud, advarer Michael Rosholm.
– Nu trækker de mørke skyer sig sammen, og derfor bliver det vigtigt, at vi har fokus på at fastholde dem i arbejdsstyrken, lyder det fra formanden.