30. november 2022

Socialdemokratiet vil indfører tryghedsambassadører

Socialdemokraterne foreslår nu, at der skal udpeges tryghedsambassadører i lokalområderne.

Opgaverne for disse bliver, at holde et vågent øje med området og så samarbejde med politiet i situationer hvor ting sker.

Jeg er ikke tilhænger af det forslag. For vi skal ikke have et samfund, hvor vi formaliserer en eller anden kultur, hvor vi på den måde holder øje med hinanden og sladre til myndighederne mod betaling.

Idag har vi et fint system, hvor borgerne anmelder til politiet når de oplever noget kriminelt eller noget hvor de i øvrigt mener at det kan have politiets interesse. Det er godt og sådan som det skal være. Men S vil altså formaliserer det system ved at udpege lokale personer, der både skal uddannes og aflønnes af politiet for at gøre det samme.

Da jeg læste forslaget, var min første tanke, at vi nu er et skridt nærmere George Orwell’s “1984”. Bogen og mesterværket, der beskriver det totalitære socialistiske samfund hvor individet er ophævet og alle tanker og handlinger skal ses som en kollektivitet.

Bevares, vi er ikke der endnu med forslaget. Det duer bare ikke med denne her slags forslag.

Politiet er til for at løse politiopgaver. Hvis S og justitsministeren mener, at de ikke gøre det godt nok, så må det være politiet der bliver opnormeret og uddannet. Det skal altså ikke være borgerne.


DebatSiderne
MØD DIN LOKALE KANDIDAT • DELTAG I DEBATTEN