27. april 2024

Vi ønsker et nyt Musikkens Hus

Af Christian Panbo, Jonas Haase og Signe Bekker Dhiman, medlemmer af byrådet, samt kultur-og fritidsudvalget i Aabenraa Kommune for Socialdemokratiet.

I 10 år er der blevet arbejdet ihærdigt for at få et samlingssted og fælles øvefaciliteter for kommunens større orkestre og kor. Dels for at sikre den musikalske fødekæde, dels for at dyrke og styrke samhørigheden i et synergisk miljø.

Vi er så privilegerede at have et bredt musikalsk liv med flere end 1000 udøvende amatørmusikere og større orkestre samt kor i kommunen, og vi ved, at andre misunder os dette. Men musikerne kan enten ikke finde egnede faciliteter eller er henvist til at øve på skoler og andre steder, som kræver, at der skal medbringes instrumenter og grej, stilles op og pakkes ned igen, hver gang der skal øves.

Det er bare ikke godt nok. Slet ikke, når vi som kommune ønsker at understøtte vores musikliv.

Vi har siden 2011 kendt til disse udfordringer, og trods mange drøftelser er der ingen reel dialog blevet indgået. Men vi mener heller ikke, det er godt nok at henvise vores bands, orkestre og solister til de to sale på Skolevænget.

Den eneste reelle fordel, der ville være ved det, var, at vi så kunne love, at det ville ske inden for en overskuelig periode. Men vi mener, de begrænsede faciliteter er for uambitiøse; de kan i vores optik aldrig gøre det ud for et “Musikkens Hus”.

At bygge nyt er billigere og bedre end at renovere gammelt, som altid vil være gammelt og dyrt i vedligehold. Vi anbefaler huset opført centralt, gerne i umiddelbar nærhed til Sønderjyllandshallen; det kunne f.eks være i Nørreport, hvor der snart er ledig plads.

Mulighederne er mange – men det tror vi ikke på, de er, hvis vi låser os på at placere musiklivet i to gymnastiksale.

Vi frygter, at mange så vil tænke “det var dét – nu har vi sørget for musiklivet”, og så er det politisk pludselig endnu mere op ad bakke at argumentere for det modsatte. Men selv hvis det så skulle lykkedes, ønsker vi ikke nogen lappeløsning.

Vi skal have et gennemført “Musikkens Hus” i Aabenraa. Også selvom det på sigt kræver, at der skal en noget større pengepung frem og et lidt længere tidsperspektiv til.


DebatSiderne
MØD DIN LOKALE KANDIDAT • DELTAG I DEBATTEN