Hvis vælgerne i dag skulle pege på, hvem af de to borgerlige statsministerkandidater de ville foretrække, står de Konservatives formand som den helt store vinder. Det viser en ny Megafon-måling for TV2 og Politiken, foretaget efter at Søren Pape Poulsen mandag meldte sig på banen som statsministerkandidat.
53 procent af de adspurgte foretrækker Pape, mens 23 procent peger på Jakob Ellemann Jensen. 24 procent er uafklaret. Det er i sig selv ikke overraskende, at vælgerne samlet set foretrækker Pape over Ellemann. Pape har indtaget pladsen som den mest troværdige partileder i hver eneste troværdighedsmåling, Megafon har lavet siden 2019. Men at forspringet nu er mere end dobbelt stå stort, er bemærkelsesværdigt.
Endnu mere bemærkelsesværdigt er det, at over halvdelen – nemlig 54 procent – af de vælgere, der stemte Venstre ved sidste valg, nu foretrækker Pape som kommende statsminister, hvorimod kun 33 procent fortsat er Venstre-loyale og peger på Jacob Ellemann. Dykker man ned i målingen og ser på alle partiers vælgere, er Pape også her den foretrukne.
Begge partier ligger og svinger mellem 12-14 procent i meningsmålingerne. For de Konservative er det tæt på en fordobling af vælgertilslutningen, mens det for Venstre er tæt på en halvering. Man behøver således ikke en kandidatgrad i statskundskab for at regne ud, at det ikke er særligt karrieregavnligt for Venstres relativt nye og uprøvede leder, Jacob Ellemann Jensen. Søren Pape derimod, som i parentes bemærket er den længst siddende partiformand i blå blok, begynder at ligne en frelser – dét endda ikke kun set med Konservative briller.
Ud over at blå blok samlet set vil kæmpe for at bevare det nuværende momentum, bliver det kommende valg en seriøs styrkeprøve mellem Venstre og Konservative. Det største parti af de to efter valget, vil meget vel kunne kræve statsministerposten. Skulle det blive Konservative, kan Jacob Ellemann Jensens dage som leder af Venstre reelt være truet. Man skal ikke spejde langt væk for at finde en oplagt arvtager, for ind med fireflyveren fra Bruxelles, er netop landet Søren Gade, der skal hjem til Jylland og tage kampen op mod udbryderdronningen Inger Støjberg.
Der bliver givetvis fra Venstres side set med bekymrede blikke på Søren Papes succesrige opstigning i disse dages meningsmålinger, og ikke mindst Jacob Ellemann Jensen bør holde sine støtter nær, og sine modstandere endnu nærmere i takt med, at valget nærmer sig.