Arne-pensionen er ikke i fare, uanset om Danmarks næste statsminister er fra Socialdemokratiet eller Venstre. Sådan lyder det tirsdag i en kronik i Avisen Danmark, der er forfattet af formand for Venstre, Jakob Ellemann-Jensen, finansordfører, Troels Lund Poulsen og beskæftigelsesordfører, Hans Andersen.
I 2019, da Venstre sad i Statsministeriet, vedtog et borgerligt flertal en ny seniorpension, der skulle sikre en tilbagetrækningsmulighed, hvis man var nedslidt. Den mener partiet fortsat, der er brug for.
Men da et rødt flertal efter sidste valg vedtog den såkaldte Arne-pension, lød det kritisk fra Venstre, at ordningen ville sende tusindvis af raske mennesker over på passiv forsørgelse i en tid med mangel på arbejdskraft. Venstre stemte også imod, da Socialdemokratiets forslag til den nye pension blev vedtaget i 2020.
I gårsdagens kronik i Avisen Danmark stiller Venstre sig fortsat kritisk overfor Arne-pension, fordi de mener, at netop en tidlig tilbagetrækningsordning bør gives efter behov. I kronikken lyder det:
I Venstre mener vi, at hvis man er nedslidt efter mange år på arbejdsmarkedet, skal man kunne trække sig tidligt tilbage under forhold, som gør det muligt at have en god tilværelse. Vi er derfor stolte af, at Venstre var blandt arkitekterne bag seniorpensionen, som er indført med netop det formål. Det er en tilbagetrækningsordning for de nedslidte, som sikrer, at du kan få en ordentlig tilværelse, når du er færdig med at arbejde.
Selv om Venstre ikke var med i aftalen om Arne-pensionen, så vil vi gerne sige helt klart her før et folketingsvalg, at Venstre ikke kommer til at gå til valg på at rulle Arne-pensionen tilbage. Så skræmmekampagnerne kan godt pakkes væk af Socialdemokratiet.
Det skyldes, at mange danskere har taget imod det nye tilbud og har indrettet deres liv efter det. Vi mener, også at der er et hensyn til de borgere, som nu har en berettiget forventning om at kunne gøre brug af retten til tidligere tilbagetrækning. Det respekterer vi.
Samtidig kan vi konstatere, at et stort flertal i Folketinget, som går på tværs af rød og blå blok, har fredet ordningen. Dermed vil selv et borgerligt regeringsskifte ikke betyde, at der er flertal imod Arne-pensionen.
Derfor kommer vi ikke til at rulle Arne-pensionen tilbage. Vi erkender, at den er kommet for at blive. Og vi vil ikke skabe utryghed for de mange, der er ved at trække sig tidligt tilbage. Det ville ikke være rimeligt at sende Arne tilbage på bryggeriet, efter at et flertal i Folketinget allerede har lovet at sende ham på tidlig pension.
I den øvrige blå blok er man både forbløffet og skuffet over Venstres nye udmelding.
– Det er ærgerligt, at Venstre nu opgiver kampen for at få afskaffet retten til tidligere tilbagetrækning fra arbejdsmarkedet, den såkaldte Arne-pension.
Det mener Liberal Alliance og De Konservative, som stadig går ind for at fjerne ordningen.
– Jeg synes, det er unødvendigt, at Venstre kapitulerer her. Lad os nu hellere kæmpe sammen og så se, hvad der opstår af muligheder efter et valg, siger politisk ordfører Mette Abildgaard fra De Konservative.
Også Liberal Alliance er skuffet over den tidligere regeringspartner, men løbet var reelt kørt længe før Venstres kovending, lyder det fra finansordfører i Liberal Alliance, Ole Birk Olesen i en udtalelse til Jyllands-Posten onsdag.
– Det store syndefald skete ikke med Venstres nye holdning. Det blev allerede svært at forestille sig en afskaffelse af Arne-pensionen, da Nye Borgerlige og senest Inger Støjberg sagde nej.
Han mener, at ordningen bør rulles tilbage.
– Vores grundlæggende princip er, at det offentlige ikke skal give folk penge for ikke at stå til rådighed for arbejdsmarkedet – medmindre det er fordi, folk er syge eller er blevet gamle nok til at gå på folkepension, siger han til JP.
Af: Jan Hagsholm, redaktør, Debatsiderne.