Debatindlæg af Michael Aastrup Jensen & Louise Høeg
Der er behov for at vi gør et godt sundhedsvæsen endnu bedre, og sikre at vi har en høj kvalitet af behandling og hjælp tættere på borgeren i det danske sundhedsvæsen. Derfor har vi i Venstre præsenteret et forslag til, hvordan vi sikrer et nært sundhedsvæsen med ensartede standarder. For sundhedsvæsenet i Danmark står over for svære udfordringer fremadrettet. Der er mangel på sundhedspersonale, og patienterne oplever desværre manglende sammenhæng i deres behandlingsforløb.
Derfor ønsker vi en omstilling af sundhedsvæsenet, hvor vi kigger på om vi kan gøre tingene anderledes. Eksempelvis om flere behandlinger kan ske tættere på borgerens hjem. Vi ønsker 35 moderne sundhedshuse, der skal sikre en mere borgernær og sammenhængende behandling. I sundhedshusene skal der være en bred vifte af lægefagligt og sundhedsfagligt personel under ét tag. De skal ikke erstatte sygehusene, men supplerer dem, så hjælpen opleves både tæt på og af høj kvalitet. Det giver en lokal forankret adgang, og udfylder dermed et hul i det danske sundhedsvæsen. Sundhedshusene skal følges op med 15 stærkere akutberedskaber, der skal udjævne uligheden i responstider på tværs af regioner og landet. Flere akutbiler og ambulancer skal gøre responstiden mindre i de områder, hvor den i dag er for høj. Det giver en større sikkerhed og vished for at hjælpen kommer frem, når der er brug for den.
Desværre er regeringens eget sundhedsudspil tyndt og uambitiøst. Der er ingen reelle løsninger på den mangelfulde lægedækning der er flere steder i landet, og flere eksperter peger på at udspillet ikke kommer til at gøre den store forskel for sundhedsvæsnet. I Venstre ønsker vi 1.700 flere praktiserende læger i 2035. Det er ambitiøst, men nødvendigt, hvis vi skal have forbedret lægedækningen i hele landet. Det skal ske med økonomisk gulerod, uddannelse og mere tid i almen praksis på lægeuddannelsen.