Læserbrev af Iben Sønderup (S), folketingskandidat og byrådsmedlem
Kender du nogen med langvarige følger efter hjernerystelse? I Randers Kommune er der godt 160 borgere om året, der rammes af langvarig hjernerystelse. I flere år har borgerne været overladt til selv at finde ud af, hvilken behandling de skal have – og selv betale. Det giver ulighed i sundhed.
Men i år udgav Dansk Center for Hjernerystelse en National Klinisk Retningslinje for behandling af hjernerystelse. Sundhedsstyrelsen har siddet med om bordet, da man lavede undersøgelsesdesignet for denne retningslinje.
Og i sommer udgav centeret en fysioterapeutisk retningslinje for hjernerystelse. Mere forskning er på vej. Men nu findes der et vidensgrundlag at agere på.
Det er forskelligt fra kommune til kommune – og fra region til region – hvilken hjælp borgere med langvarig hjernerystelse tilbydes.
Efter at jeg har rejst sagen lokalt, har vi diskuteret, om der skulle ansættes en hjernerystelseskoordinator i Randers Kommune. En, der kan hjælpe borgerne med at finde rundt i de tilbud, der findes. Dette er endnu ikke vedtaget.
Men det ville give rigtig god mening, for når man er ramt af hjernerystelse, kan man ikke selv danne sig et overblik. Man kan måske ikke engang holde ud at kigge på en skærm. En del mister deres arbejde. Nogle patienter har det så dårligt, at de er selvmordstruede. Og jeg kender eksempler på, at dette er blevet den ulykkelige udgang på skaden.
Hvis vi rækker ud til denne sårbare gruppe, kan vi forhindre, at borgerne ender på førtidspension – eller i yderste konsekvens mister livet. Og vi kan skabe mere lighed i sundhed. Derfor er der alt at vinde ved at give en hjælpende hånd.
Som folketingskandidat vil jeg desuden påpege, at det er vigtigt, at der laves et utvetydigt lovgrundlag for en forløbspakke til denne patientgruppe, lige som man har til folk, der får hjerneskade eller kræft. Det kan ikke være meningen, at ens bopæl skal afgøre hvilken hjælp man får til sin sygdom.
Danmark er for lille til store forskelle. Også på hjernerystelsesområdet.
Iben Sønderup har følgende titler:
Byrådsmedlem Socialdemokratiet i Randers Kommune
Folketingskandidat Socialdemokratiet i Randers
Næstformand for Miljø- og Teknikudvalget
Næstformand i Vandmiljø Randers
Medlem af Omsorgsudvalget
Formand for Bevillingsnævnet
Repræsentantskabsmedlem i HMN Naturgas