Fokus bør ikke være på, hvordan vi “tager fat” i børn – men på, hvordan vi skaber plads til og forstår dem!
Når minister Mathias Tesfaye foreslår, at lærere skal have lov til at tage fysisk fat i frustrerede børn, bør alarmklokkerne ringe. For hvad siger det om vores børne- og skolesyn, når løsningen på mistrivsel bliver magt og ikke forståelse?
Omkring 15–20 procent af os er neurodivergente. Det vil sige, at vores hjerner fungerer anderledes end gennemsnittet. Det gælder både børn og voksne. Mange har ADHD, autisme, Tourette, OCD eller dysleksi. Det betyder ikke, at de er “problembørn”, men at de ofte oplever verden mere intenst, og at de reagerer stærkere, når kravene overstiger deres kapacitet.
Når et barn får et “sammenbrud” i skolen, er det som regel et tegn på overbelastning. At give lærerne lov til at “tage fat” er ikke en løsning, men et symptom på et system, der ikke forstår de børn, det er sat til at rumme.
I stedet burde vi tale om børnenes arbejdsmiljø. Hvordan ser skoledagen ud for den elev, der kæmper med larm, krav og skift? Har læreren tid og støtte til at skabe struktur og ro? Får børnene de pauser, de har brug for?
Neurodivergente børn trives, når de mødes med forståelse, forudsigelighed og fleksibilitet – ikke med kontrol. Og det gælder i øvrigt også de voksne: For hvis 15–20 procent af os på en arbejdsplads er neurodivergente, så er folkeskolen ikke undtaget. Både elever og lærere har brug for rammer, der kan rumme forskellighed.
Brug af magt er afmagt, og et udtryk for, at vi har spillet fallit over for børn med særlige behov. Det er simpelthen en ommer!
Der er ingen der skal lades i stikken – hverken børn eller forældre. Så simpelt er det.