22. december 2024

Kan vi bruge 150 mio. kr. i vores landdistrikter?

Takket være Elro-Fonden og en smule LAG midler, er der lavet legepladser, bålhytter og renoveret forsamlingshuse i stor stil overalt i Randers kommunes landdistrikter.

Så vil vi kunne finde ud af at bruge op mod yderligere 150 mio. kr. i landdistrikterne? Det er immervæk en slat penge – mere end det dobbelte af, hvad der via Landdistriktsudvalget er uddelt i landdistrikterne i hele kommunens levetid.

De 150 mio. kr. er, hvad udviklere af VE projekter skal indbetale til en såkaldt Grøn Pulje, hvis de 11 projekter, der politisk i september 2022 blev nikket ja til at igangsætte en planlægning for, ender med at komme i mål. Der bliver nok skåret noget fra undervejs, men til gengæld ligger der andre projekter og afventer, at der er kapacitet i forvaltningen til at behandle disse.

Og mon ikke borgere og udviklere finder fælles fodslag om at sikre løbende indtægter til områderne, når solcelle- og vindmølleanlæggene går i drift. Det kunne skabe et solidt økonomisk fundament for både drift og udvikling af lokalområderne.

Som en ekstra bonus vil vi også få meget mere skovlignende natur. Solcelleprojekter i Randers Kommune skal nemlig omgives af 10 meter brede beplantningsbælter, der hurtigt vil skabe grønne rammer omkring anlæggene.

Første skridt på vejen kan opleves allerede den 11. december, hvor Randers Kommune holder informationsmøde i Hald Forsamlingshus. Her kan du høre om de 2,5 mio. kr., som solcelleprojektet ved Stouby har lagt i Grøn Pulje. Det er en lille smagsprøve på, hvad der forhåbentlig kommer meget mere af.


DebatSiderne
MØD DIN LOKALE KANDIDAT • DELTAG I DEBATTEN