22. december 2024

Problemet var at politikere ville være arkitekter

Af Jan Køpke Christensen, Byrådsmedlem, fhv. Folketingsmedlem.

Et stop for konferencecenter, lejligheder og Hotel i Aabenraa er brandærgerligt.

Det er synd og skam, at vi ikke fik et brugbart vartegn der kunne tilgodese alle borgerne i Aabenraa.

Når investorer ønsker at bygge i en kommune, vil der altid være fordele og ulemper, og det er naturligt, at der opstår forskellige meninger.

Vi ser for eksempel Sønderborg, hvordan de har formået at udvikle sig positivt, og Aabenraa Kommune står i den grad overfor en udfordring med kapacitet – både hvad angår konferencefaciliteter og fremtidig mangel på lejligheder.

En udfordring i denne sag har været, at mange af politikere har ønsket at påtage sig rollen som arkitekter. Når alle skal bidrage til, hvordan et byggeri skal se ud i detaljer, risikerer vi, at planerne aldrig bliver til noget konkret. Nogle har ønsket en lavere bygning, mens andre har haft en mere positiv holdning til de foreslåede design.

Det er selvfølgelig vigtigt at lytte til borgerne, da mange har udtrykt ønske om at få et vartegn i Aabenraa. Det er på høje tid, at der kommer udvikling i stedet for afvikling, så vi kan følge trop med nabokommuner som fx. Sønderborg, der har vist, hvordan attraktivt byggeri som fx. Alsik kan ændre et områdes profil i positiv retning.

Det er trist, at der ikke er sket noget i denne omgang, og det efterlader os med en fornemmelse af ubeslutsomhed i vores kommune.

Aabenraa har potentialet til at udvikle sig, og det kræver en konstruktiv tilgang fra os politikere og borgere for at sikre, at fremtidige byggerier bliver en realitet til fordel for os alle i kommunen.


DebatSiderne
MØD DIN LOKALE KANDIDAT • DELTAG I DEBATTEN