Det skal være slut med sagsbehandlingstider, som vokser ind i himlen ved vores domstole. Derfor afsætter vi nu penge til at løfte domstolene og genoprette retssikkerheden for borgerne.
Enhver borger kan ende som part i en retssag. Det kan både være en civil retssag, såvel som en straffesag. Det påvirker mennesker psykisk at skulle bære byrden som part i en retssag. Det kan være nervepirrende, ubehageligt, konfliktfyldt og stressende. Ja, det kan endda ende med rive familier fra hinanden eller tvinge små virksomheder ud i konkurs. At ende i retten er sjældent et ønskværdigt scenarie for nogen.
Men hvis man ender som part i en retssag, skal man kunne stole på, at sagerne løses forsvarligt og så hurtigt som muligt. Desværre er sagsbehandlingstiderne ved landets domstole stukket helt af de senere år. Når ventetiderne for civilsager i byretten ligger på omkring to år og i straffesager med domsmænd på 255 dage, så er der noget helt galt. Vi kan ikke tillade, at man som borger opgiver at opnå retfærdighed ved domstolene, fordi sagsbehandlingstiderne virker afskrækkende. Det er en bunden opgave at løse. Vi skal derfor styrke retssikkerheden for folk i Østjylland og i resten af landet, når de ender med en sag for domstolen.
Derfor har regeringen præsenteret en aftale, hvor vi tilfører domstolene ca. 200 mio. kr. årligt frem mod 2027 til at nedbringe sagsbunkerne og gøre domstolsbehandlingen mere effektiv. Pengene skal særligt gå til at ansætte flere dommere og kontorfunktionærer. Vi hæver også pensionsalderen for dommere fra 72 til 74 år, så endnu flere får mulighed for at hjælpe med bunkebekæmpelsen. Herudover gennemfører vi nogle forenklinger af retsplejen. Blandt andet hæver vi grænsen for, hvornår en sag er en nævningesag fra 4 til 6 år. Vi hæver også beløbsgrænsen for, hvornår en dom fra byretten kan ankes til landsretten i civile sager.
Vi har opstillet nogle klare pejlemærker for, hvor vi gerne vil hen. Civile sager skal håndteres inden for et år og straffesager med domsmænd skal håndteres inden for 100 dage. Det skal være slut med at vente i årevis på en domstols afgørelse. Jeg regner derfor med, at dette kan være med til at løfte retssikkerhed for alle østjyder og danskere de kommende år.