27. december 2024

Klima og affald

I klimadebatten snakkes der for det meste om energiforbrug af elektricitet, varme og fossile brændsler til fx bil og fly. Men kun 55% af klodens klimaforurening kommer faktisk fra vores energiforbrug og -produktion. De resterende 45% af klimaforureningen kommer fra forbrug og produkter såsom vores byggeri, køretøjer, elektronik, tøj, fødevarer og emballage.

Klimaforurening og affald hænger altså sammen. Så når vi skal mindske klimaforureningen, skal vi også sætte farten ned for forbruget og lave mindre affald. Vi skal have en cirkulær økonomi, og bruge vores ting længere og tænke mere over det vi køber.

I en cirkulær økonomi værdsætter vi klodens ressourcer langt højere, end vi gør i dag. Vi husker en pose hjemmefra når vi handler, og vi låner en skruemaskine af naboen i stedet for at starte bilen og køre i Silvan. I en cirkulær økonomi støtter virksomheder op om genbrug og reparation, og designer produkterne så de holder længe. Når produktet engang bliver til affald, så har virksomheden designet det, så det kan repareres eller genanvendes i en høj kvalitet, og hvor materialerne kan bruges igen og igen. Cafeen eller kiosken sælger kaffen i en to-go genbrugskop med pant på. Vi har også en effektiv og innovativ affaldssektor med teknologier og -løsninger for genbrug og genanvendelse. Og så har vi et stop for eksport af affald ud af EU. Vi skal selv rydde op efter os.

Det er ikke kun for klimaets skyld, at vi skal lave mindre affald. Vores ressourceforbrug er i dag grunden til mere end 90% af vores globale miljøpåvirkninger på vand og land, og er en af de primære årsager til tab af biodiversitet. Desværre er vores ressourceforbrug voldsomt stigende med en forventet 2-4 dobling af den globale efterspørgsel på stål, cement, aluminium og plastic – hvis vi altså fortsætter som nu.

Det er brug for at vi sætter farten ned for vores ressourceforbrug og at vi får mere genanvendt i høj kvalitet.

Marianne Bigum, Folketingskandidat i Nordsjælland for SF


DebatSiderne
MØD DIN LOKALE KANDIDAT • DELTAG I DEBATTEN