3. december 2021

Viborg Kommune

Viborgs grønne erhvervseventyr skal i gang nu!

af Michael Flarup, kandidater til kommunalvalget for Radikale Venstre i Viborg

Ledigheden i Viborg var med udgangen af september på 2,6% og på landsplan har vi 3,3% ledighed. Det ved vi går op og ned ift. samfundsøkonomiens kurver. De lave tal giver måske plads til et smil på læberne, men med en grøn og bæredygtig omstilling for hele vores samfund, så står det kommende byråd overfor en vigtig opgave; at få lavet en plan for den grønne omstilling af det kommunale landskab, og herunder få en ordentlig strategi for at tiltrække firmaerne som vil sikre nye arbejdspladser indenfor vores kommunale grænser.

Dansk industri har spurgt 110 virksomheder i Viborg kommune, hvad de mener vi skal forbedre. Det mest markante er transportforhold og infrastruktur. Jeg mener at vi bør se på områder hvor det kunne være oplagt at lægge en plan for at forbedre disse forhold, uden at vi sidder på vores hænder og venter på en motorvej. Møldrup, Bjerringbro, Karup og Hammershøj er fire områder som ligger godt i forhold at kunne tilbyde industri gode vækstmuligheder, men det betyder at byrådet stopper med at fokusere på Viborg som deres primære mål for vækst. De fire byer har på hver deres måde nogle muligheder som vi bør se på og lave planer for at tilgodese i forhold til det grønne erhvervseventyr. Det kan betyde også at vi kan gøre disse områder til attraktive byområder for erhverv og for tilflyttere, der gerne vil bo tæt på smuk natur, i et stærkt nærmiljø og med arbejdsliv i cykelafstand.

 

Der peges forståeligt også på både muligheden for at tiltrække arbejdskræft og grøn omstilling, fra de førnævnte virksomheder, men endnu mere interessant er det også at der peges på sagsbehandling. Det må være i alles interesse at, når erhvervslivet peger på dette område som en afgørende faktor for at til- eller fravælge Viborg kommune, så har vi en opgave foran os på dette område. Arbejdskræften kan tiltrækkes, hvis erhvervseventyret strategisk bliver udarbejdet, implementeret og fastholdt henover de næste fire år, men vi har også en opgave i forhold til de mennesker der har svært ved at komme ind på arbejdsmarked.  Vi har i det danske samfund ikke været gode nok til at få skabt vilkår for at bryde den negative sociale arv, og vi har en bundplacering, når det kommer til muligheden for mønsterbrud, som samfund i det hele taget. Det handler om de sårbare og udsatte børn og unge. Dem, der socialt og eller økonomisk kommer fra familier hvor livet er svært. Den enkle forklaring på hvorfor vi som samfund ikke lykkes, synes derfor at være ulighed. Analyser viser, at uligheden er stigende i Danmark, og flere forskere har påpeget, at jo højere et ulighedsniveau, desto mere synes et land at blive socialt dysfunktionelt. Social arv og det faktum, at den sociale baggrund har afgørende betydning for individets succes, peger på, at disse problemer er skabt et andet sted end der, hvor de forventes løst.

 

Det er vigtigt for fremtiden at vi får gang i det grønne erhvervseventyr. Vi plejer at se mod Silkeborg og Aarhus, men faktum er at vi er efter Skive på dette område. Skive har med stort politisk mod igangsat projektet Greenlab og de har altså endnu længere til en motorvej end vi har. Derfor skal du stemme mig ind i byrådet den 16.november, så vi kan få del i den grønne fremtid på alle områder.


DebatSiderne
MØD DIN LOKALE KANDIDAT • DELTAG I DEBATTEN