3. december 2021

Viborg Kommune

TRÆNERTILBUD FOR UNGE PÅ TVÆRS AF SPORTSGRENE…

Lad os forny foreningslivet i Viborg kommune. Mit konkrete forslag er at skabe en særlig træner/leder-uddannelse for unge på tværs af små og store sportsgrene, måske spejdere og andre fritidstilbud. Formål?

  • At sørge for trænere til de mindste
  • At holde de unge aktive i foreningslivet
  • At fastholde (ud)dannelsen af mennesker, som fællesskabet i foreningslivet fortsat kan og skal bidrage med.

Mange steder mangler vi trænere til de mindste. Børn får af den grund ikke den glæde og motion ud af idrætten, som de fortjener. Så de unge mennesker kan sagtens være et supplement til træner-kapaciteten i mange klubber. Faktisk har børnene et andet, mere umiddelbart og givende forhold til de unge trænere. Det er ikke ”bare” trænerhjælp, men en social gevinst! De unge skal være ”jordnære forbilleder” børnene kan spejle sig i.

Desuden stopper mange unge selv med idræts- og fritidsaktiviteter, ofte i 13-14 års alderen. Det er min forhåbning, at et tværgående trænertilbud kan fastholde de unge aktive i foreningslivet, også som udøvende, ved at de fortsat føler tilknytning til klubben.

Fællesskabet lider under manglen på frivillige i det foreningsdanmark, der tilbyder en ”dannelse” af mennesket, der adskiller sig fra det, der foregår i hjem og skole. Men vi må se i øjnene at ”fødekæden” af frivilligheden skal hjælpes på vej.

Jeg forestiller mig konkret et samarbejde med Viborg idrætsråd, hvor Viborg kan være den første kommune med et trænertilbud på tværs af små og store sportsgrene m.v. Det kan være med til at ”sælge” det sociale engagement til de unge, skabe ny synenergi i foreningerne, og udbygge Viborgs placering som idrætskommune – nr. 19 i Dansk Idrætsforbunds undersøgelse.

”Trænerpakken” kunne indeholde:

  • Få ”grundmoduller” om ”den gode træner”.
  • Få specifikke moduller inden for den enkelte sportsgren.
  • Udnyttelse eller udvidelse af lønramme for unge.
  • Fælles tøjpakke eller årligt fællesarrangement – en følelse af samhørighed og nært ansvar.

DebatSiderne
MØD DIN LOKALE KANDIDAT • DELTAG I DEBATTEN