28. marts 2024

Borgerlig tomgangssnak

Da mit forslag om at indføre et tomgangsregulativ i Viborg Kommune blev vedtaget på Klima- og Miljøudvalgets møde den 29/4 2021 troede jeg, at vi dermed havde taget endnu et lille skridt  i den grønne omstilling. Men glæden varede kun kort.

Da DF kun har to medlemmer i Viborg byråd, kan de ikke være repræsenteret i alle de stående udvalg. De  har ingen repræsentanter i Klima- og Miljøudvalget, hvilket giver dem ret til at få sager vedtaget i Klima- og Miljøudvalget afprøvet i byrådet. En ret, der yderst sjældent benyttes.

På byrådsmødet den 22/6 2021 benyttede Lone Langballe sig imidlertid af denne ret. På byrådsmødet holdt Lone Langballe et flere minutters langt indlæg mod at indføre et tomgangsregulativ. Lone Langballe kom med en lang række argumenter, så som, at ordensmagten og bilisterne ikke er i stand til at finde ud af regulativets undtagelser, at et regulativ hører fortiden til, og at det er tilstrækkeligt at opfordre bilister til ikke at holde i tomgang.

Undtagelserne som er oplistet herunder, og er efter min mening ret klare. Lone Langballe sagde det modsatte: “Politiet skal have en jurist med for at finde ud af reglerne”, “ingen borger har en kinamands chance for at forstå reglerne” og, “at vi heller ikke selv vil kunne gøre rede for dem.”

  • så længe det motordrevne køretøj holder i kø i trafikken
  • så længe det af hensyn til køretøjets anvendelse efter dets funktion er nødvendigt at udnytte motorens trækkraft til af- og pålæsning
  • ved udrykningskøretøjer med lyssignal i gang
  • ved komprimering af affald, tilvejebringelse af trykluft eller i lignende tilfælde
  • ved motoranvendelse, som er påkrævet i forbindelse med reparation og justering af motor.
  • Stk. 3. Undtaget fra bestemmelserne er endvidere motorkøretøjer, som i forbindelse med sygetransport befordrer personer, for hvem konstant varme er påkrævet som følge af varige lidelser, eksempelvis lunge-, nyre- og kredsløbsfunktion

Kim Donsgård (V) bakkede Lone Langballe op og udtrykte, at det på det nærmeste ikke kan være lovligt, at tomgangsregulativet også skal gælde på folks egen grund. Han udtrykte mistillid til et sådan regulativ, han opfattede som et angreb på den personlige frihed.

Til min meget store forbavselse stemte Stine Damborg (K) med i koret og sagde, at hun ville dømme tomgangsregulativet ude. For det første var Stine Damborg med til at vedtage forslaget for få uger siden, for det andet er det bemærkelsesværdigt, at netop formanden for Klima og Miljøudvalget stemmer et forslag, der reducerer både luft, lugt og støjforurening ned. Hvor er formandens grønne sigte?

Udover alle i Socialdemokratiet ville Enhedslistens repræsentant og de to fra SF gerne beholde tomgangsregulativet, men der var et flertal imod. Tomgangsregulativet er dermed dømt ude for denne gang, men det kan da være, at vi er så heldige, at det nye byråd, der starter ved årsskiftet, får en  sammensætning, der går mere ind for den grønne omstilling.

Så måske holder forslaget lige nu bare i tomgang.


DebatSiderne
MØD DIN LOKALE KANDIDAT • DELTAG I DEBATTEN