24. oktober 2021

Randers Kommune

Velfærdslisten: Borgmester snyder kommunens børn

Selv om Randers Byråd har bestemt, at minimumsnormeringer i børnehaver og vuggestuer skal gennemføres allerede i 2023, og at der skal ansættes mange flere pædagoger, har borgmester Torben Hansen (S) i strid med reglerne ikke sat penge af til det i basisbudgettet, og det har fået Velfærdslisten op i det røde felt.

»Det er helt uhørt, at vi har en borgmester og en direktion, der ikke loyalt fører byrådets beslutninger ud i livet. Det følger klart af reglerne, at de skal sørge for, at der sættes penge af til de beslutninger, som byrådet træffer. Alligevel har man valgt at se stort på reglerne i dette tilfælde. Man forsøger at snyde børn og forældre. Det vil vi ikke finde os i!« siger Kasper Fuhr Christensen, medlem af Randers Byråd for Velfærdslisten.

Han er utilfreds med, at borgmester Torben Hansen (S) sammen med direktionen ikke har sørget for, at der er sat penge af til de beslutninger, som et enigt byråd traf på et møde den 18. januar 2021 om blandt andet hurtigere gennemførelse af minimumsnormeringer, højere pædagogandel og at ledere ikke skal tælle med, når normeringen gøres op i børnehaver og vuggestuer. Undladelsen er ifølge Velfærdslisten i strid med de regler, som byrådet har fastsat.

Derfor har Velfærdslisten taget initiativ til at samle Venstre, Beboerlisten, Enhedslisten og Dansk Folkeparti om et fælles forslag om, at der afsættes økonomi til at gennemføre beslutningerne om blandt andet minimumsnormeringer, højere pædagogandel, og at ledere ikke skal tælles med i normeringen. SF har allerede meddelt, at de vil stemme for forslaget.

Forslaget behandles på byrådets møde i morgen (mandag den 13. september) kl. 16.00.

»Vi var de i første byrådet, der stillede forslag om minimumsnormeringer. Vi har kæmpet hårdt for bedre forhold for kommunens alleryngste borgere. Borgmesteren har nu skabt tvivl om den gode beslutning, som et enigt byråd traf på mødet i januar. Vi vil ikke finde os i, at man nu forsøger at rulle beslutningen tilbage. Børnene fortjener bedre,« siger Kasper Fuhr Christensen.


DebatSiderne
MØD DIN LOKALE KANDIDAT • DELTAG I DEBATTEN