3. december 2021

Køge Kommune

Hvorfor hedder det ældrerådet?

Jo, jeg véd godt, at det er fordi det handler om de ældre. Og selv om de fleste af dem er 60-80 år eller mere, vil de helst ikke være gamle. Så selv om ’gammel’ egentlig er yngre end ’ældre’, jvf. bøjningen gammel-ældre-ældst, vil vi altså helst kaldes ældre og derfor altså også ældrerådet.

Men så kunne man jo kalde os for seniorer, og ældrerådet for seniorrådet. Så dækker det alle, både ’gamle’ og ’ældre’, og for den sags skyld også de ’ældste’. Det gør man da også i nogle kommuner, bl.a. her i Køge kommune. Personligt synes jeg at navnet Køge Seniorråd lyder bedre, men også at det har en mere positiv klang end ordet ’ældreråd’.

Uanset navnet er ældrerådet sat i verden for at være ’vagthund’ overfor kommunen i alle sager og emner der vedrører den ældre del af borgerne. Kommunens politikere og embedsmænd kan ikke beslutte noget som helst, der har den mindste relation til denne gruppe borgere med hensyn til vilkår og forhold, uden først at høre ældrerådets/seniorrådets synspunkter om sagen. Og derfor er det vigtigt at rådets ni medlemmer optræder som kompetent mod- og medspiller, og virkelig repræsenterer kommunens seniorer.

Hvis du er fyldt 60 år – og dermed ’senior’ – kan du den 16. november stemme ni senior medborgere ind i det nye Køge Seniorråd for de næste fire år. Det foregår samtidigt med kommunal- og regionsrådsvalget, så du får tre stemmesedler ind af døren.

Brug dem!

Frank R. Taarup

Køge

Kandidat til Køge Seniorråd 2021

(nuværende medlem af Køge Seniorråd)


DebatSiderne
MØD DIN LOKALE KANDIDAT • DELTAG I DEBATTEN