20. oktober 2021

Køge Kommune

Borgerforslag og trafikstøj

Køge kommune har desværre ikke en ordning som ellers findes i mange kommuner til glæde for borgerne, nemlig en ret til at forslag fra borgerne skal behandles af byrådet hvis de opnår et bestemt antal stemmer, fuldstændigt analogt med borgerforslag til Folketinget (der dog kræver mindst 50.000 stemmer). Det kunne ellers være en god ide.

Ordningen findes i bl. a. både Hillerød (400 stemmer) og i Greve (750 stemmer), og i sidstnævnte kommune er der netop blevet behandlet et forslag om ændring af Hundige og Greve Strandvej til ensporede veje. Alle partierne i Greve er begejstrede for forslaget.

Ræs og larm. Det er noget af det, som borgere i nærheden af Greve Strandvej klager over, og derfor har de stillet forslaget, som har fået 920 stemmer. Dermed blev forslaget det første borgerforslag nogensinde i Greve, som byrådet skulle behandle.

‘Der er et  stort ønske om ensporet vejbane på Hundige og Greve Strandvej. Der er utrolig mange, der kører alt for stærkt, samt kører ræs fra det ene lyskryds til det andet. Det vil samtidig sænke støjen i alles haver ud mod Strandvejen’, lyder det i forslaget. Alle partier bakker op om at sende forslaget videre, så det kan undersøges, hvad det vil koste. 

Jeg kunne tænke mig at foreslå noget tilsvarende her i Køge, først og fremmest vedrørende Vordingborgvej (Marksvinget til Lidemarksvej), hvor trafikstøjen dagligt generer beboerne, og hvor både biler og især motorcykler kører alt, alt for hurtigt, og støjer langt mere end de tilladte grænser. Ved nogle få timers politi kontrol for nogle år siden blev der uddelt mange fartbøder og klip i kortene, og den højeste hastighed blev vist målt til 90 km/t – hvor man må køre 60!  

Og så kunne jeg da også tænke mig at foreslå at Køge indfører en ordning om borgerforslag. Det ville klæde politikerne at bruge endnu en god mulighed for borgerinddragelse i Køge kommune.


DebatSiderne
MØD DIN LOKALE KANDIDAT • DELTAG I DEBATTEN