21. oktober 2021

Egedal Kommune

Ikke alle ønsker forlængelse af motorvejen

På vegne af bestyrelsen i SF Egedal, Karen Juul

Borgmester Karsten Søndergaard tillader sig at lave en kampagne for Egedal 

kommunes borgere, som skal lobbye for en forlængelse af Frederikssundsmotorvejen

fra Tværvej mod Frederikssund. Men det er langt fra alle borgere i Egedal kommune, som

ønsker denne forlængelse. Der er væsentlige argumenter imod dette projekt.

Dels er det et overflødigt projekt, da der ifølge Vejdirektoratets undersøgelser (rapport fra Vejdirektoratet Statsvejnettet 2020, rapport 605, side 105) er lav belastningsgrad på Frederikssundsvej både ved undersøgelsen i 2019 og selv efter en kraftigt fremskrevet trafik i 2030 (på Tværvej dog moderat belastning i 2030).

Dels har dette projekt alvorlige konsekvenser for de mennesker, der bor langs de projekterede anlæg – blandt andet vil Ledøje, Hove og Østrup blive påvirket med store vejanlæg tæt på deres boliger, og hele Stenløse Syd og en del af Ølstykke vil blive påvirket af alvorlige støjgener (over 53 dB trods støjskærme), og dels vil projektet betyde ødelæggelse af store naturværdier.

For eksempel skal motorvejen føres igennem Værebro Ådal på en 500 meter lang, seks meter høj og 20 meter bred bro. Motorvejen vil skulle løbe igennem enge og moser med unik natur og dyreliv (for eksempel fredede og rødlistede arter af blandt andet insekter, padder og krybdyr, se Rambøll rapport maj 2020).

Motorvejen vil øge udledningen af CO2 (anslået 30.000 tons årligt uden at medregne byggeriet af motorvejen) og vil nedsætte borgernes brug af cykler og den kollektive trafik. Således vil motorvejsprojektet undergrave målsætningen om at have reduceret udledningen af klimagasser med 70 procent i 2030.

Hvis Egedal kommune skal leve op til sin aftale om at være Klima Plus-kommune er det fuldstændig hyklerisk at gå ind for – og ivrigt lobbye! – dette urimelige motorvejsprojekt.

Brug pengene på at forbedre den kollektive trafik: Fem minutters drift på S-togslinjen med fuld længde af togstammerne, P-pladser ved togstationerne, bedre busforbindelser og ordentlige supercykelstier!


DebatSiderne
MØD DIN LOKALE KANDIDAT • DELTAG I DEBATTEN