Tre år med Mette Frederiksens regering har med al tydelighed vist, hvad Socialdemokratiet står for: Systemet går altid foran hensynet til borgeren, og alle problemer løses med flere personer og flere penge. Det er ikke svært at formulere et borgerligt modspil til dette.
Jeg læste Peter Kurrild-Klitgaards kommentar i Berlingske den 25. juli, og nej, vi skal bestemt ikke låne modpartens politik, for den er ikke god.
Vi har nu i tre år haft en socialdemokratisk regering. Vi har fået demonstreret, hvad det reelt betyder: Systemet går altid foran hensynet til borgeren, staten skal detailstyre alt, en total mangel på reformvilje og et evigt mantra om, at enhver udfordring skal mødes med flere personer og penge til at gøre tingene – præcis som vi plejer, selvom det ikke virker. Alt sammen krydret med en hidtil uset mangel på respekt for retsstatens principper og almindelig ordentlighed i forvaltningen.
Jeg synes ikke, at det er svært at formulere et modspil til dette.
Borgeren skal sættes i centrum
Staten er et serviceorgan, der er oprettet og finansieret af borgerne for at tage sig af opgaver, som borgerne ønsker løst i fællesskab – og kun dette!
Med retten til at bestemme over egen tilværelse, frihed, ansvar og retten til at beholde flere af de penge, man selv tjener, følger også selvrespekt og en ansvarsfølelse overfor det samfund, man er en del af. I dag er vi eksperter i at klientgøre den størst mulige del af befolkningen. Det skal vi holde op med. Langt de fleste vokser med opgaven, når de får ansvaret for noget – det gælder også eget liv og tilværelse. Og dem, der ikke gør, skal vi selvfølgelig hjælpe, det skal der ikke herske tvivl om.
Herfra lyder et klart nej til tvang, formynderi og, hvad man kunne betegne som, »Totalstaten«, der blander sig i alle livets forhold – store som små.
Kun den borgerlige fløj kommer til at modarbejde Totalstaten.
Genskab tilliden til myndighederne
Embedsværket er i mange tilfælde blevet vor tids »herremænd«. Embedsmændene kan gøre og påstå, hvad de vil, uden at det får nogen konsekvenser. Fokus er på at kommunikere på vegne af det politiske system, mens fagligheden går tabt. Borgerne er mere eller mindre magtesløse, når de har myndighederne som modpart. Bevares, der er domstole og klagesystem, men resultatet er, at du som borger ofte deltager i et meningsløst teater, hvor du ikke får ret, selvom du har både loven og den faktiske virkelighed på din side.
Myndighedskulturen skal ændres, og fejl skal rettes. Forvaltes der i strid med lovgivningen, skal det have en konsekvens – nøjagtig som det har i resten af samfundet. Der skal være retssikkerhed for borgerne og ordentlighed i forvaltningen. Det må aldrig være til diskussion.
Det skal tydeligvis være de borgerlige, der genindfører dette. Socialdemokratiet med støttepartier gør det ikke.
Vi skal forbedre og reformere samfundet
Som politikere skal vi altid turde forbedre og reformere de systemer og den måde, vi har indrettet os på, for at opnå et endnu bedre samfund. Enhver organisation, der ikke udvikles, afvikles over tid, da verden omkring os ikke står stille. En krampagtig fastholdelse af status quo er derfor ikke mulig. De, der påstår andet, lyver for befolkningen.
Politisk er dette altid en udfordring. Vælgerne gider ikke forandring, hvis tilværelsen er rimeligt behagelig for den enkelte i hverdagen. Som politiker er man nødt til at turde lave de nødvendige reformer, også når de er upopulære blandt store vælgergrupper. Tør man ikke det, så sidder man der mest for at sidde der og ikke for at forbedre og udvikle samfundet, og så er man vel i realiteten ligegyldig i nuet og decideret undergravende for samfundet på længere sigt.
Vi skal turde reformere sundhedsvæsenet, folkeskolen, retssystemet, ældreplejen, handicapområdet, skattesystemet og alle de andre tunge områder, hvor det i dag ikke fungerer godt nok, og hvor løsningen helt åbenlyst ikke bare er at tilføre flere folk og flere midler for derefter at fortsætte, som vi plejer.
Her bliver det også de borgerlige, der skal gå forrest. Ingen er så forstenet og systembevarende som Socialdemokratiet.
Disse tre områder synes jeg skal definere det borgerlige projekt. Vi skal kunne lande nogle fornuftige forlig her.
Socialdemokratiet påstår, at »Danmark kan mere«. Det har de sådan set ret i – det forudsætter paradoksalt nok bare, at Danmark går en helt anden vej end den, Socialdemokratiet og resten af venstrefløjen står for.