18. april 2024

Respekt for Marstal

Den nuværende udvikling og byplanlægning af Marstal er afgørende for fremtidige generationer. Den metode, som i øjeblikket bliver brugt til at udvikle byen, er fatal forkert. Borgerne er frustrerede. Den afvikler mere end den udvikler, og den spreder mere end den samler – og det er et problem. Jeg ser ikke processen som inkluderende på nogen måde. Marstallerne lider under overfladisk borgerinddragelse og ringe tidsplanlægning. Jeg synes, vi skal ”tilbage til startpunktet” og på ny skabe en plan, der favner marstallerne og ærøboerne. Vi bør starte en ordentlig proces efter sommerferien, når vi alle er tilbage.

Inddrag de interesser, der er i byen, på en reel og ordentlig måde, inddrag erhvervslivet, butikkerne, søfolkene, foreningerne, borgerne, de unge, de ældre. Sørg for at favne og tiltrække med interesse og inspiration – i fællesskab. Det er vigtigt at huske på det historiske vingesus og den arv, vi skal viderebringe. Det er en stolt havneby med store traditioner.

Lad nu politik være politik og lad os sørge for en udvikling alle kan se sig i. For mig handler det om det daglige gode liv, arbejdspladser, et sprudlende forretningsliv, et aktivt havnemiljø, et rart og hyggeligt sted at bo. Det fortjener en ordentlig behandling, et fællesskab for en god fremtid.

En sidste ting skal slås fast: Mange taler om, at der er taget stilling til at etablere en ny detailhandelsbutik på havnen. Det er fremstillet som et forslag, og ingen har taget stilling endnu. I min optik skal politikerne og borgerne i tæt samarbejde afgøre, hvordan byens forretningsliv skal udvikles. Vi må samarbejde om en fælles plan med respekt for Marstal.


DebatSiderne
MØD DIN LOKALE KANDIDAT • DELTAG I DEBATTEN