21. oktober 2021

Aarhus Kommune

Aarhus skal være særligt udvalgt EU-klimaby

Byrådet i Aarhus har med vores klimamål og -strategi været frontløber og visionær i klimaindsatsen i over et årti

Indlægget er forfattet i samarbejde med Bünyamin Simsek (V).

Vi har sat et ambitiøst mål for omstillingen med 100 procent reduktion i 2030

Med Parisaftalens mål for at bremse klimaforandringer har alle på kloden fået en vigtig opgave, vi skal løse de kommende årtier. I EU har kommissionen lanceret et program for omstillingen under titlen ”European Green deal”. Kommissionen vil skabe radikale forandringer og leder efter forbilleder, som de kan understøtte med investeringer og bruge som ”moon shoot” projekter – eller fyrtårne om man vil.

Der vil således inden længe blive efterspurgt 100 europæiske byer, som vil gå foran og forpligtige sig til at nå 100 procent reduktion i 2030 med hjælp fra EU og de nationale regeringer. I dag er der kun cirka 20 byer, som har det mål, og Aarhus er en af dem.

MEN der kommer flere byer til hver dag, og konkurrencen om at blive blandt de 100 udvalgte forventes at blive stor. Rundt omkring i verden – og også i EU – sidder der mange politikere, som tager handsken op og nu for alvor øger hastigheden markant på den grønne omstilling. I Kina er der erklæret ”krig” mod klimaforandringer, I USA har man genindført Marshall-planer med genopretningen efter 2. verdenskrig som forbillede.

Erhvervslivet og den offentlige sektor får et massivt behov for investering i klimatiltag igennem uddannelse, forskning og innovation. Det kommer til at kræve en stor omstilling, hvor der bliver behov for eksterne finansieringsmidler bl.a. igennem fundraising og partnerskab for handling imellem sektorerne, EU og på tværs af lande.

Det vil være en kæmpe gevinst for Aarhus at blive udvalgt som en af de 100 klimabyer. Det kan give et skub til vores omstilling i forhold til forbedrede rammevilkår, tiltrækning af investeringer til byen, opnåelse af EU-støtte med mere.

Det vil kræve en stor indsats at lykkes. Det er langt fra givet, at Aarhus vælges. Det kræver dedikererede ressourcer, og at Aarhus Byråd bakker op og bruger vores personlige kontakter og netværk – særligt på Christiansborg, som forventeligt kommer til at skulle indstille til EU, hvilke byer Danmark vil have med i dette månelandingsprojekt for EU.

Det er derfor vigtigt, at vi går til opgaven med seriøsitet og tildeler de nødvendige ressourcer til at sikre, at vores lod i puljen bliver så stort som muligt. Således at vi fortsat skærper vores fokus, skaber handlinger på vores ord, samt leverer på de forventninger borgerne har til os for at tage de nødvendige beslutninger for klimaet, den grønne omstilling og bæredygtighed.


DebatSiderne
MØD DIN LOKALE KANDIDAT • DELTAG I DEBATTEN